Intranet | Webmail

www.studentergaarden.dk

Om Studentergården

Studentergården er et kollegie for studerende ved længerevarende kandidatuddannelser. Studentergården er et socialt kollegie, hvor der er madklub på alle køkkener, og beboerne forventes at deltage aktivt i kollegiet gennem sociale og kulturelle aktiviteter, udvalgsarbejde m.v.

Kollegiet er fra 1923, og traditionerne, der igennem tiden er blevet fremmanet, holdes stadigvæk ved lige. Det gælder især de årlige fester og sange om livet omkring kanstanierne, der står i gårdhaven.

Kollegiet har 126 enkeltværelser. Værelserne varierer i størrelse fra 12 til 27 kvadratmeter. De allerfleste værelser er på 16-17 kvadratmeter. Hvert værelse har en håndvask, mens køkken, bad og toilet deles af gangen på 10-13 værelser.

Der er 11 gange med hver deres navn, særpræg og traditioner.

Det koster (pr. marts 2013) 2150 kr. om måneden at bo på Studentergården (Depositum er 2 måneders husleje). Huslejen inkluderer el, varme, vand, telefonabonnement og internet. Man betaler desuden 50-80 kr. om måneden til køkkenet for fællesudgifter som aviser, krydderier og andre fællesting.

Historie

Studentergården er det ældste kollegium uden for Københavns gamle bymure og har, som sådan, en lang og interessant historie. Denne er dog ikke skrevet endnu. Mens vi venter, kan du se en lille årstalsliste...

  • 1922 Grundstensnedlæggelsen af Studentergården. Tegnet af arkitekten Martin Borch.
  • 1923 Studentergården indvies d. 15. oktober.
  • 1944 Tyskerne bomber Studentergården som led i Schalburtagen.
  • 1966 Som led i en større renovering får Studentergården bruserum på hver etage og varmt vand på værelserne.
  • 1971 Kvinderne lukkes ind på Studentergården.
  • 1997 Studentergården installerer computernetværk mellem alle værelser og går på internettet.
  • 1998 Studentergården fejrer sit 75 års jubilæum.

Faciliteter

På Studentergården er det muligt at finde faciliteter til fritid- og studieaktiviteter, som hver især bliver varetaget af en embedsmand eller kvinde. Udover nedenstående er det også muligt at låne lysbilledfremviser, mikroskop, diverse spil og penge af Lånekassen.

Til fritid

  • Festsal
  • Dejlig have
  • Hyggeligt gårdmiljø med flagstang og pergola med grill
  • Bordtennisrum, bordfodbold, dart og billard
  • Cykelkælder med cykelværksted
  • Musikrum med flygel
  • Egen købmandsbutik, Porteren
  • Café
  • Værksted og hobbyrum
  • Tennisbane, fitnessrum og basket bane
  • Vinkælder
  • Ølbrygning

Til studierne

  • Netværk - adgang til internettet
  • Fælles printere og scanner
  • Studierum og bibliotek

Til praktiske formål

  • Festkøkken med opvaskemaskine og en stor ovn
  • Genbrugsrum, hvor vinflasker, andet glas og brugte batterier, lavenergipærer, kasseret maling m.v. opmagasineres og senere hentes.
  • Loftrum til opbevaring af ejendele og orlovsrum
  • Postrum
  • Vaskerum og tørrerum

Administration

Generelt om gårdens selvstyre

Gårdstyre

Gårdstyret - som andre steder ville hedde beboerrådet - består af en older, en vingårds-, økonomi-, ordens- og netgårdsmester. Sammen med eforen varetager den daglige ledelse, herunder den politik, der er blevet besluttet på Gårddagen, og bestyrer gårdkassen. Større faste arbejdsopgaver i løbet af året er behandling af ansøgninger om optagelse på Studentergården, drøftelse af budget for det næste finansår og at tage initiativ til de store gårdfester som Kanstaniefesten. Derudover tager Gårdstyret problemstillinger op, som de selv og enkelte gårdboere finder relevante. Gårdstyremøderne er åbne, bortset fra personsager.

Efor

Eforen, universitetsprofessor, dr.phil Bent Jørgensen fungerer som administrator og daglig leder. Eforen står for gårdens regnskaber, modtager husleje og har kontakten med ansøgere og nyindflyttere. Han møder også op til fællesarrangementer som Årsfesten og drøftelse af fundraising.

Bestyrelse

Studentergården styres af Studentergårdens Bestyrelse, der samles 2 gange om året. Den består af de fem gårdstyremedlemmer (beboere) og fem eksterne medlemmer valgt af Københavns Universitets Konsistorium. De konsistorievalgte medlemmer skal være heltidsbeskæftigede videnskabelige medarbejdere ved Københavns Universitet eller en anden højere læreanstalt i hovedstadsområdet eller andre personer, der nyder almen akademisk respekt. Eforen er sekretær for bestyrelsen, der står for den overordnede ledelse af Studentergården. Til bestyrelsesmødet vedtages det endelige budget og den endelige prioritering af studerende, der ønsker optagelse på Studentergården.

Portneren

Portneren er Studentergårdens vicevært, som står for gårdens praktiske vedligeholdelse, småreparationer, rengøring m.m. Portneren har bolig i porten over for eforboligen.

Fundats

STUDENTERGÅRDENS FUNDATS

Gårdloven

STUDENTERGÅRDENS GÅRDLOV



design/kodning: Kristian Hendrich Junkov