Spring til indhold
Hjem » Fondsstøtte til Studentergården

Fondsstøtte til Studentergården

Studentergården retter hermed en stor tak til følgende fonde, som har støttet de studerende på gården.

Pressemeddelelse 01.12.2025:
Fremtidssikring af kollegiet Studentergaarden

Med en donation på 30 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal kan kollegianere på Studentergaarden i København se frem til en tiltrængt renovering af deres hjem. 

Studentergaarden er fra 1923, og var det første større kollegium, som blev opført udenfor byens gamle volde. Men 100 års studenterfællesskab har slidt på de bevaringsværdige bygninger og derfor er der brug for en gennemgribende modernisering.

Den store donation fra A.P. Møller Fonden er rettet mod Studentergaardens fælleslokaler, snedkerdetaljer og nye gårdrum. Kollegiet selv bidrager også til renoveringen med blandt andet nye tekniske installationer.

Studentergaarden er hjem for 130 kollegianere og har tradition for et stærkt beboerdemokrati og et levende studiemiljø på tværs af kollegianernes studieretninger og baggrunde.

Kollegiet blev opført i 1922–23 efter tegninger af Martin Borch.

Renoveringen kommer til at ske med respekt for kollegiets kulturhistoriske kvaliteter, som også rummer en kunstsamling med værker af blandt andre William Scharff og Hans Scherfig.

Fakta:

Moderniseringen af Studentergaarden omfatter bl.a.:

  • Etablering af et nyt gårdrum.
  • Opgradering af tre køkkener i midterfløjen.
  • Nye gulve i hele bygningen.
  • Restaurering af træværk og paneler i opgange, Festsalen, Røde Sal og biblioteket.
  • Nye borde og stole til 150 personer (i samarbejde med NEXT’s møbelsnedkeruddannelse).
  • Nye brugsvands- og kloakrør i kælderen, kloak under gården og et nyt brandalarmsystem.

Om Studentergaarden
Studentergaarden er en selvejende institution, drevet af beboere og med bestyrelsesrepræsentation fra Københavns Universitet og DTU. Kollegiet er kendt for et stærkt fællesskab, et velfungerende beboerdemokrati og et mangfoldigt studiemiljø.